27. maj 2014 | 0 comments
Jeg: ”hvis du lige rydder op efter dig i køkkenet så laver jeg frugt til ungerne” (lidt irriteret i tonelejet)
Han: (forurettet og sarkastisk) ”Gad vide hvor vores børn lærer millimeterdemokrati fra? Jeg rydder da også op efter dig, jeg har lige lavet smoothie til os, og så kunne du da bare lige smide de skralder ud og lade det være”.
Jeg: ”helt ærligt, du ved da godt at når vi skal have gæster og jeg går til og fra køkkenet hele dagen – og det gør jeg med glæde (ironien er tyk nu) så er det mindste du kunne gøre da at rydde op efter dig”.
Han: ”jeg tænkte det nok da du præsenterede det Tappas helvede at det ville udvikle sig til at helt vildt stressende, sådan er det altid når vi skal på ferie eller have gæster”.
Jeg: ”hvad pokker foregår der, hvem har p*sset på din sukkermad, du er for meget!” (vi skændes nu og jeg går min vej i vrede)
Her sad vi det ene øjeblik i fred og fordragelighed på terrassen en lørdag eftermiddag og småsludrede over en veltillavet smoothie. På ca. 30 sekunder begyndte vi at skændes og vupti, forvandlede stemningen sig til frustration, vrede, og kritik. AV, Hvorfor? Fordi vi ikke formåede at stoppe optrapningen. Optrapning er en af flere negative kommunikationsmønstre der risikerer at ende i vi skændes og ødelægger parforholdet på længere sigt. Optrapningen af et skænderi kan beskrives således;
Optrapning kendes ved at begge svarer hinanden negativt. Vi skændes og samtalen udvikler sig hastigt i intensitet i en sårende og destruktiv tone. Det ene ord tager det andet og fjendtligheden vokser. Du er kommet derhen hvor det handler om at forsvare dig og så er det svært at høre hvad den anden siger. Der er sket et skrift fra ønsket om at blive hørt, til at ville såre hinanden. Faren ved dette er, at du i kampens hede kommer til at sige ting, der er så stærkt negative at de er svære at trække tilbage. Kærester kan sige mange grimme ting til hinanden når vi skændes.
Det bliver springfarligt for parforholdet, når vi skændes og i kampens hede, bruger viden der er sagt til hinanden i tillid og fortrolighed. Når vi har åbnet op for en fortrolighed og vist vores sårbarhed overfor vores elskede og den viden så bruges når vi skændes, har du jo ikke lyst til at dele dine inderste tanker og følelser, en anden gang.
Det behøver såmænd ikke at være højlydt for at være optrappenede. Det er dog en god tommelfingerregel at en konflikt er ved at køre op, når din stemme bliver højlydt eller skinger. Men det behøver ikke være sådan. Du kan sagtens diskutere lavmælt optrappende ved hjælp af sarkasme, ironi eller passiv aggressivitet. Det er det ødelæggende mønster, hvor det ene negative ord tager det andet, der viser om I er i gang med en optrapning. Der findes ikke nogen løsning i optrapningen og skænderiet. Der er aldrig nogen vinder men kun 2 tabere når vi skændes.
Prøv om du kan huske dit sidste skænderi med din kæreste. Se om du kan genkende det negative mønster. Hvis du kan genkende dig selv – så er du kommet det første skridt. Det er første skridt på vejen til at ændre det mønster der gør at vi skændes. I et parforhold er det vigtigt at lære at tage ansvar for egen del af skænderiet. Dels for at kunne reparere skænderiet efterfølgende og den afstand der er kommet imellem jer, når den er opstået. Dels så du med øvelse lærer at stoppe op, inden optrapningen tager dig og vi skændes for alvor.
(I eksemplet ovenfor fik jeg en følelse af at være ligegyldig da min mand ikke havde ryddet op efter sig. Det sagde jeg ikke, men udtrykte min irritation istedet)
Når denne dynamik ubevidst er i spil imellem jer gør det noget ved jer. Bliver det bevidst kan I gøre noget ved det. Læs mere om parforholdet