15. maj 2014 | 0 comments
Om hvordan det at forpligte sig fuldt ud kan styrke parforholdet og eliminere gamle forsvar.
Under et kursus for par kom en deltager frem til noget meget væsentligt. Hun skrev bl.a. til mig efterfølgende: “Jeg oplevede kurset som en øjenåbner. Jeg fik sat mig selv under skæppe. Hvad byder jeg ind med i vores forhold. Jeg fik bekræftet nogle ting, som jeg gør rigtigt. Men også ting ved mig selv, som er knap så flatterende. Jeg fandt også ud af, at jeg ikke har fået kastet mit anker. Hvilket skaber uro i forholdet, for det har min mand gjort.”
For at noget kan gro og styrkes, må det have vores opmærksomhed, men også vores fulde engagement. Det er, hvad man på engelsk favner i ét ord: commitment, At engagere sig og forpligte sig er fundamentalt. Jeg synes, det er et skønt billede at kaste sit anker hos en anden. Når jeg kaster mit anker, så betyder det jo også, at jeg stadig kan sejle rundt i egen sø. Og i fællesskab finder parret så ud af, hvor lang ankerkæden skal være. Betyder det så, at vi skal sidde lårene af hinanden? tænker du måske. Nej, men at forpligte sig har en betydning.
Da jeg selv skulle giftes, troede jeg, at det ikke betød andet og mere end at få papir på hinanden. I mange år havde jeg da også den tanke, at det da slet ikke var nødvendigt. Da min mand friede, var jeg ikke i tvivl, men jeg havde ikke gjort mig nogen forestilling om, hvad dét at blive gift ville gøre ved mig og vores relation. Det blev en kæmpe proces af magtkampe og forventningsafstemning. Ikke fordi jeg ikke gerne ville give mig hen og committe mig fuldt ud, men fordi det langsomt gik op for mig, hvad jeg havde sagt ja til, nemlig at kaste mit anker og lukke mulige bagdøre, som det gik op for mig, at jeg ubevidst hele tiden havde holdt åbne. Det satte mit alarmsystem i gang big time.
På daværende tidspunkt boede min kæreste og jeg sammen i en lejlighed med vores lille datter, så det var jo ikke, fordi vi ikke allerede levede som en familie. Det at sige åbent ja til Martin i alles åsyn var én ting, en anden, at den følelsesmæssige hengivelse straks var en meget sværere manøvre for mig. Det gik op for mig, at jeg i alle mine tidligere forhold ikke havde være tro mod mig selv, men heller ikke tro mod mine ekskærester.
Det var forbundet med rystende uro og stærkt angst-betonet at lave det commitment, for hvis jeg virkelig gav mig hen, betød det jo, at jeg skulle slippe mine tidligere strategier, når parforholdet blev for svært, som jeg tidligere have benyttet mig af. Og det føltes virkelig, som om jeg skulle overgive mig. Slippe en kontrol, som altid havde hjulpet mig. Den havde mange variationer, men så gennemgående sådan her ud: Hvis vi ikke kan blive enige, og det bliver for svært, så kan jeg jo altid forlade dig. Det var ikke noget, jeg sagde højt, men for mig var det en måde at komme uden om ubehagelige uenigheder eller distancere mig, hvis jeg blev kritiseret, følte mig ensom eller lignende. Det var med andre ord kæresten, der skulle forandre sig, for at jeg kunne få det gode liv.
Og nej, mit commitment kom ikke bare sådan vupti, men det var frieriet og den efterfølgende ceremoni, der satte store sager i gang i mig. Denne følelse af commitment gør, at jeg i dag har et meget nært ægteskab. Fordi jeg har kastet mit anker med alle de glæder og besværligheder, det fører med sig.
Det er en illusion at tro, at vi kan gå sammen igennem livet uden at støde på fristelser af forskellig art. Du kommer måske til bords med en flot mand, der giver dig udelt opmærksomhed, komplimenter og opmærksomhed, og du tænker måske, at han er alt det, du savner. Det kan være en god idé at tænke på, at du jo her bliver præsenteret for en mand, der er en rigtig god udgave af sig selv i et øjebliksbillede. Ja, vel er han spændende, men det er jo en urealistisk sammenligning mellem ham, du kun lige har mødt, og så kæresten igennem mange år.
Hvis man forpligter sig til en anden, frisætter man energi til at styrke det parforhold, man allerede har. I stedet for at bruge krudt på, om man nu kan få noget bedre alle mulige andre steder.
Det giver tryghed og stabilitet i parforholdet og giver en platform af forbundethed. Trygheden er bærebjælke i enhver relation, ikke mindst i parforholdet. Commitment giver frihed og mulighed for dyb kontakt. At committe sig vil sige at kaste anker – et anker, hvor tilgivelse og forståelse kan finde vej.
Har du kastet anker?